
Med et andethold suppleret med flere førsteholdsprofiler stod Haarby Efterskole inden kampen med gode kort på hånden.
Ikke desto mindre startede vi kampen godt, og spillet bølgede friskt frem og tilbage.
Victoria og Nynne styrede flot forsvaret. Michella, Abelone og Bøgedal kæmpede forbilledligt på den centrale midtbane. De helt store chancer udeblev i begge ender, da begge forsvar stod solidt på banen. Vi havde flere tilløb til chancer blandt andet skabt på flere giftige dybdeløb af Emma, men den sidste målgivende aflevering manglede. Så 0-0 ved pausen kunne begge hold være godt tilfredse med.
Efter teen blev Haarbys angriber stukket i dybden og scorede kampens første mål. Et mål der gjorde ondt på udeholdet. Efterhånden som kræfterne svandt, gik vi ned i kadence og måtte indkassere yderligere to mål inden slutfløjt. Et resultat som nok må siges at være retfærdigt, dog kunne kampen være blevet en ganske anden, havde vi scoret på en af vores løse chancer i første halvleg. I den forbindelse skal Juanita roses for sit store fysiske arbejde i front, desværre blev hun til tider lidt for alene oppe foran.
Rasmus Kjærgaard Hansen, træner