Livsstil

Vi er ikke fanatiske

– men vi vil gerne påvirke dig til en god livsstil

For os betyder livsstil ”den måde, man tænker over og lever sit liv på”. I løbet af dit skoleår på GFE vil du få mange forskellige input, der gerne skulle hjælpe dig med at træffe nogle gode valg i dit liv fremover.

Vi arbejder med livsstil på mange måder. Igennem foredrag og oplevelser hører du om andre menneskers livsstil og de valg, de har truffet, og mødet med efterskolekammerater, der måske er vokset op på en helt andet måde end dig, får dig til at reflektere over dit eget liv og dine egne valg.

I hustimerne tager vi med jævne mellemrum emner op, der har med personlig udvikling at gøre. Vi arbejder fx med konflikthåndtering, grænser, målsætning, ability spotting og succeshistorier.

På linjerne tager vi også en gang imellem livsstilsemner op, der har relation til linjen. Måske besøger Designlinjen en kunsthåndværker, og måske har Fodboldlinjen besøg af en professionel fodboldspiller, det kan være Kokkelinjen laver noget særligt sundt og lækkert mad. Er du ekstra interesseret i at arbejde med kost, motion, psykologi og økonomi, kan du vælge linjen for Livsstilspiloter.

Vi har klare holdninger til kost, søvn og trivsel. Vi har forbud mod alkohol, euforiserende stoffer og rygning. De fleste af os kan godt lide et stykke chokolade eller en cola, men alting med måde. Her kommer en række eksempler på vores bidrag til god livsstil:

Vi får sund og varieret mad, og der er altid frisk frugt eller grønt til maden. Ud over de tre hovedmåltider, som du har mødepligt til, er der mulighed for at få frisk skåret frugt og hjemmebagte gnaveboller om eftermiddagen og om aftenen. I formiddagspausen kan de sultne gå i køkkenet og hente lidt frugt eller grønt.

Vi har skåret ned på sukkeret, så det er kun i weekenderne, om torsdagen efter den ugentlige rengøring og ved særlige lejligheder, vi får kage. Hvis du har slik og sodavand, skal det blive på dit værelse eller i dit hus i skoletiden. Du lærer bedst, hvis du kører på vitaminer og ikke på sukker.

Du skal sove om natten. Teenagere har brug for meget søvn, og blandt andet derfor har vi besluttet, at du skal blive i din seng, når der er sagt godnat ved halv ellevetiden om aftenen. I weekenderne aftales sovetidspunkter med weekendvagten, og her får vi kombineret morgenmad og frokost klokken halv elleve.

Det er vigtigt, at du og alle de andre trives og har det godt. Næsten alle efterskoleelever oplever en gang eller to i løbet af skoleåret, at de synes, tilværelsen ikke former sig helt, som de kunne ønske sig det. Som regel er det problemer, der er til at løse, og nogen gange er det et formdyk, der skyldes en grå, våd og trist november måned. Så ved man, det går over.