Den største gave i livet er venskab

Ved efterskolens afslutning den 29. juni holdt Carl en tale, som rørte os allesammen. Vi har fået lov at bringe den her:

Kære alle her på Glamsbjerg Fri- og Efterskole.

Jeg står her i dag for at sige ordentligt farvel til jer. Jeg har været glad for at lære jer alle kende.

Jeg hørte engang én sige om livet, at livet er som et tog. Når du bliver født, starter turen for dig, og der er ingen, der ved, hvor turen går hen, og hvor den ender, men på vejen står du af på nogen stationer og venter dér på, at toget er klar til at køre igen. Dette efterskoleår har været et stop, som vi alle har delt sammen, men nu er alle vores tog ved at være klar til at køre igen, og vi må videre. Ingen af os ved, hvor vores tog kører hen nu; vi kan kun have en ide om det. Dét, jeg mener ved at sige dette er ikke, at vi ikke må være kede af det, for selvfølgelig må vi det, men jeg vil bruge billedet til at sige, at nu har vi haft et godt skoleår sammen, men desværre skal vi videre, og det kan både blive godt og dårligt, selvom jeg tror, at det bliver svært at slå dette år.

Når det er sagt, så er jeg glad for at have lært jer alle at kende, og få så mange gode venskaber på den her skole, som jeg håber vil holde forevigt. Den største gave i livet er venskab og jeg har fået det, som Hubert H. Humphrey sagde. Og jeg kan love jer for, at jeg har fået nogen gode venskaber på den her skole. Jeg har været glad for, at jeg her har kunne blive accepteret som den jeg er, og det har jeg sat stor pris på. Som jeg også sagt til andre her i den sidste tid, så er det ikke skolen som en bygning jeg vil savne, men alle de søde og rare mennesker, jeg har fået lov at lære at kende i løbet af året, fordi jeg tror, at selv hvis det havde været en anden bygning, havde det været det samme, så længe at lærere og eleverne var de samme.

Vi har haft så mange oplevelser sammen, som jeg vil tage med i kufferten, når jeg tager ud i livet. Vores introtur til Helnæs, vores fantastiske tur til Zanzibar, som har været en af de bedste rejser i mit liv og selvfølgelig alle vores andre minder, som jeg aldrig vil glemme. Vi har oplevet mere på den her skole end nogen får i et helt liv.

Jeg vil gerne give en special tak til Arnbjørn og Julie, som har været mine huslærere i løbet af dette år; I har været fantastiske huslærere, og jeg har ikke kunne ønske mig nogen andre. Jeg vil også sige tak til alle andre lærere, som har været de bedste lærere, jeg nogensinde har haft, og jeg har været glad for, at jeg altid har kunne komme til jer. Jeg vil gerne give en special tak til Gitte, som jeg har være så glad for at lære at kende, kære Gitte, mange tak, fordi jeg altid har kunnet komme til dig, og at du altid har taget imod mig med åbne arme; det har jeg været glad for.

Tak til Ejvind for alt det, han har gjort for os, for selvom han påstår, at han kun kan lide os pga. statstilskuddet, så tror jeg, at han kommer til at savne os. Tak til køkkendamerne for at lave mad til os gennem hele året, og for at I har kunnet holde mig ud, når jeg har irriteret jer. Tak til alle mine med-elever her, som har været med til at lave et fantastisk år her på skolen. Tak til mit hus for altid at være der for mig. Tak til mine roomies, som har kunnet holde ud og sove med mig i et år, og en special tak til alle min nære venner, som jeg har fået i løbet af året, og som jeg altid kan komme til.

Jeg vil slutte af med at sige tak for et fantastisk år her på GFE, som jeg aldrig vil glemme, og jeg ønsker alle fra denne årgang det bedste i fremtiden. I skal huske, at jeg altid vil være der for mine venner, selv hvis de er på den anden side af jorden, og det regner jeg også med, at I vil.

Mange tak, og jeg glæder mig til at se jer alle igen.

– Carl N. Bak