Efterskolen i verden og verden i efterskolen!

For 25 år siden tilbragte jeg ligesom så mange andre et år på efterskole. Et pragtfuldt år, men også et år fuldstændigt isoleret fra omverdenen. Vi drog sjældent ud i verden, og hvis vi gjorde, så var vi kun sammen med os selv i vores lille lukkede efterskolegruppe. Vi læste ikke aviser, og vi så ikke tv, så vi anede ikke, hvad der rørte sig i den store verden. På mange måder var det sikkert godt med et lille lukket miljø, men i bund og grund var det årsag til lidt for meget navlepilleri og en total mangel på perspektiv.

Jeg skal love for, at det har ændret sig drastisk. Den sidste uge har jeg fået lov at følge Glamsbjerg Efterskole i deres linjeuge. Glamsbjerg Efterskole tager ud i verden, og de inviterer verden til dem. Fodboldkampe, foredrag, kunstnere, gæstelærere, interviews af professionelle, overlevelsesture, dykning i åbent hav, portrætter af børn fra den 3. verden, chokoladefabrik, hjemmelavede flødeboller og anretning af et kæmpe middagsmåltid. You name it! At være på efterskole i dag er en lang (ud)dannelsesrejse fyldt med stimulerende aktiviteter og relationer ikke blot til hinanden, men til alverdens mennesker fra det store samfund.

På Glamsbjerg Efterskole vælger man sig ind på en linje for et halvt år ad gangen. Man kan vælge linjen, fordi det er ens interesse og noget, som man er vildt god til og vil videreudvikle. Man kan også vælge linjen, fordi man synes, at det lyder spændende og gerne vil lære et helt nyt område at kende.

Den første linje jeg møder, er Fodboldlinjen, og jeg må ærligt talt sige, at alle de elever har forudgående evner indenfor faget. Man kan faktisk kalde dem unge talenter. Det er veltrænede og topmotiverede unge drenge, som gør en kæmpe indsats for at bære sejren hjem og for at yde en god indsats for holdet. I ugens løb har de besøgt stadion i Odense, hvor de så OB spille mod AC Horsens. De har hørt oplæg af OB-træner Jakob Michelsen, og de har interviewet OB-spillere. Oveni det har de besejret Haarby 4-2 i en kamp. De brugte deres kvaliteter udi holdånd, taktisk disciplin og god kommunikation til at opnå sejren. Som tilskuer til kampen bemærkede jeg især drengenes fokuserede øjne og deres sitrende kroppe, der bevægede sig elegant og kraftfuldt som pumaer i de dybe skove. Drengene går op i dygtiggørelse, fairplay, holdånd og muligheden for at udvikle egne evner, så de for alvor at blive noget indenfor fodbolden. Desuden har ugen naturligvis været krydret med masser af træning og taktik.

En helt anden stemning har jeg mødt på Kunst- og Designlinjen. Her oplevede jeg en blød og mild atmosfære med masser af fordybelse og eftertænksomhed. Her har man kastet sig over et projekt, hvor børn fra Puerto Rico ved hjælp af en organisation har sendt fotografier af sig selv. Børnene kommer fra et så fattigt område, at de sjældent har billeder af sig selv og absolut aldrig et maleri af sig selv. Eleverne fra Kunst- og Designlinjen får hver sit fotografi af et barn, og så maler de simpelthen et portræt med akrylmaling, som efterfølgende sendes til Puerto Rico og foræres til børnene. Designlinjen undervises og følges i ugen af deres lærer og keramiker Anette, samt kunstner og gæsteunderviser Ingrid Duch. Når børnene modtager deres portræt, filmes det hele, så eleverne kan se, hvor stor glæde de har bragt.

På Kokkelinjen fordyber man sig i chokolade. Masser af chokolade, og man tager ud og besøger en chokoladefabrik, hvor man både ser og smager produktionen. Der laves flødeboller, og endeligt skal Kokkelinjen lave en stor middagsanretning til det årlige arrangement ”Efterskolernes dag”. Man har i år valgt at køre dansk tema, så som forret skal eleverne blandt andet lave græskarsuppe og svampebrød. Hovedretten består af kalvesteg stegt som vildt, og endeligt er der til dessert rødgrød med fløde. Eleverne føres igennem af underviser og kok Mette. Køkkenet er præget af latter, koncentration, dynamik og en let smasken hist og her.

TekLinjen består af både piger og drenge. Flere af eleverne er nørdede på den fede måde. Det vil sige, at de er enormt interesserede i og optagede af teknologi. Flere elever her er også fuldstændigt nye på området. De syntes blot, at det lød interessant, og så er de sprunget om bord. De eksperimenterer og udvikler projekter blandt andet ved hjælp af Arduino, 3D print og Lego Mindstorm. I denne uge er de ved at bygge en prototype på en solfanger, som kan anvendes på en såkaldt spejlgrill, som man kan bruge til at omdanne blød plastik til hård plastik. Man kan såmænd også bare riste pølser på grillen. Alt dette indgår i et endnu større projekt bestående af tanker om innovation og formålet at mindske forurening.

Den sidste linje ser jeg ikke meget til. Det er nemlig Livsstilslinjen, som er ude at sejle 12 km i kano for derefter at overnatte på Stige Ø, hvor de bor i Shelters og laver mad over bål. Ture på snoede og bakkede små stier i solnedgangen og masser af sammenhold og kammeratskab.

Alt i alt har det været en særdeles alsidig og spændende uge. Jeg forundres og glædes over, at så forskellige unge mennesker med interesser i alle retninger, alligevel indgår i et varmt og forpligtende fællesskab, hvor der er plads til alle.

Katja Eva Klitgaard.