Hvorfor tager Glamsbjerg Efterskole til Zanzibar?

Glem alt om svundne tiders nødhjælp og frivillige skole-arbejdere. Glem alt om Charity. Det er der andre gode folk, der tager sig af.

På Glamsbjerg Efterskole rejser man om på den anden side af jordkloden med alle eleverne for at give dem et større perspektiv på livet. For at lade dem møde en helt anden kultur og livsform. Og for at lade vores danske elever lære noget af andre kulturer og måder at leve på.

Klokken er cirka 6.00, og omkring 80 elever stimler sammen på parkeringspladsen foran Glamsbjerg Efterskole. Klatøjede og en smule uoplagte, som man nu en gang er på den alder. Og alligevel med kroppen fuld af spænding over den store rejse, der starter nu. De sidste måneder har været præget af intens forberedelse til turen. Fællestimer med undervisning om Tanzania. Kultur, religion, sprog, infrastruktur, historisk perspektiv, normer og omgangsformer. Alle eleverne er blevet vaccineret mod diverse sygdomme, som er udbredte syd for Sahara. Det har skolen sørget for gennem et vaccinationsfirma. Det må kaldes masse-vaccination. Vi er så effektive på disse kanter af verden. Pigerne har lånt nederdele af deres mødre, som går ned til knæene, for det går man med i Zanzibar. Af hensyn til religion og kultur. Nina Overgaard, elev på Glamsbjerg Efterskole, forklarer mig, at det er stødende for de lokale, hvis turisterne optræder i for vestligt og for udfordrende tøj. Og at det er vigtigt at kunne tilpasse og indordne sig og udvise respekt, når man er gæst i et andet land. Det er i hvert fald den nemmeste måde at skabe gode relationer på, tilføjer hun.

Flyveturen er lang, men det gør ikke så meget, når man rejser sammen med alle sine bedste venner, og man har sommerfugle i maven af kommende oplevelser. Da eleverne endeligt stiger uf af flyveren i Tanzania, slår varmen dem i hovedet som en mur. Den fugtige og klistrende varme, som man lige skal vænne sig til. To efterskolelærere er rejst i forvejen, og de står klar i lufthavnen til at modtage eleverne. De ved af erfaring, at man i Afrika har et noget mere afslappet forhold til aftaler, så for lige at sikre sig, at alt nu er på plads og kører på skinner, er de fløjet ned i den fugtige varme en uge forinden. Faktisk startede planlægningen for et år siden, da 3 lærere rejste til Zanzibar for at skabe relationer til de lokale og for at undersøge alle mulighederne. Der er nemlig ingen, der har lyst til bare at deltage i turist-happenings. Eleverne skal opleve det autentiske og lokale liv. Ellers er der ingen kulturudveksling i det, og dermed intet at lære for de danske unge mennesker.

De næste 10 dage er spækket med masser af aktiviteter. Eleverne bor på den danske højskole. Her lejer de værelser og bungalows, som ligger helt nede i vandkanten, og det ligner noget fra en flot turistbrochure.

Jeg sidder på en bænk i Glamsbjerg med 5 elever fra Glamsbjerg Efterskole, der ivrigt indvier mig i alle deres fantastiske oplevelser. ”Det er kun på overfladen og ved første øjekast, at landskabet ligner noget fra en turistbrochure”, fortæller Victor Mibak, som går i 10. klasse på Glamsbjerg Efterskole. ”Strandene sejler i affald. I vandet er der store bjerge af plastik, der skvulper rundt. Tanzania har ikke noget renovationssystem, og de har en kultur, hvor det er acceptabelt at smide affald i det fri”. Mon det hænger sammen med kolonisering og den meget hurtige indføring af plastik i en del af verden, som egentligt ikke havde brug for plastik og dermed heller ikke håndterede det?! Victor fortæller om en sø, der er helt groet til af affald. Faktisk så meget affald, at man ikke kan se vandet. I vandkanten bor der fattige familier. Lige klods op og ned ad det rådne vand. Man kan ligefrem lugte, at det er farligt at bo sådan et sted, for når vand lugter så råddent, så holder bakterierne fest. Mon de lokale bliver syge? Eller er de mere hårdføre end os fra norden? Victor har set meget fattigdom i Tanzania, og det har gjort stort indtryk på ham. Han husker tydeligt alle de små, sorte børn med kruset hår og med dådyrøjne, der på samme tid er blide og sky, og som tigger eleverne om at få deres vandflasker. Dog er det mest bemærkelsesværdige af det hele, at uanset hvor fattige disse mennesker er, er det de mest åbne, grinende, glade og gæstfrie mennesker, han nogen sinde har mødt. Minderne starter en samtale mellem den lille gruppe elever om materialisme. At det med sikkerhed kan siges, at penge, sundhed og sikkerhed ikke nødvendigvis gør folk lykkeligere. I Tanzania har de lokale hverken sikkerhed, sundhed eller velstand, men de er så glade og lyse af sind, at det smitter af på de nordiske elever, der af kultur ellers er mere tilbageholdende med smil, latter og åbenlys glæde.

Alle har de fået oplevelser for livet med hjem. Nina Overgaard var på sin fødselsdag ude at snorkle, og hun glemmer aldrig synet af farver, former, fisk og søstjerner. Da hun kom op på land og sad og bearbejdede sanseoplevelserne, kom en lille gruppe lokale, som havde opsnappet, at hun havde fødselsdag, og så sang de fødselsdagssang for hende på både engelsk og swahili. Faktisk oplevede hun også det modsatte. At lokale mænd var pågående og grænseoverskridende, og at det gjaldt om at kunne sige tydeligt og bestemt fra. Nina tænker, at det måske skyldes den skarpe kønsopdeling, som eleverne blandt andet så, da de besøgte en lokal skole og fulgte deres skoledag.

Victor Mibak oplevede, at en sælger blev vred og trak racistkortet, da Victor ikke ville købe mandens smykker. Sælgeren begyndte så højlydt at råbe og beklage sig over, at Victor ikke købte noget, og det måtte skyldes, at han var racist. De fleste her fra norden, vil nok finde det ret pinligt og skynde sig at købe noget, så man derved kunne lukke munden på sælgeren. Victor holdt heldigvis stand. Han faldt ikke i turistfælden.

Emilie Hoff fortæller mig om høje, smukke og kulsorte mennesker, der altid er hjertelige og imødekommende. Som smider alt , hvad de har i hænderne for at hjælpe deres blege, nordiske venner. Hun mindes den konstante latter fra alle hjørner. Uforudsigeligheden. Og ikke mindst maden, som er god, spændende og nærende. Blot skulle man efter en tur på det lokale marked, hvor man så hygiejneforholdene, efterfølgende tvinge disse billeder ud af sit hoved og tvinge maden i sig, for her er kulturchokket større end normalt. Kød, fluer og toilet lige oveni hinanden på den ildelugtende smøge på markedspladsen. Modsat deltog Emilie i en spice-tour, hvor de sammen med en lokal madkunstner skulle finde, udpege og identificere krydderier i naturen. Det var både kanel, nelliker, alverdens frugter, vanilje, parfume og muskat. Sammen plukkede de af rigdommene, som efterfølgende blev tilberedt som det lækreste måltid. Tilberedt direkte på gulvet (vel at mærke det samme guld, som alle eleverne netop havde stået på!), og de danske elever måtte atter sluge en kamel eller otte og lade som ingenting og høfligt spise maden. Med til historien hører, at ingen blev syge, og at maden smagte formidabelt.

Eleverne fortæller og fortæller, og denne artikel har ikke plads til at beskrive alle de særlige oplevelser. Dog skal nævnes Clara Hovads og Anne Sjoltes fortællinger om den fantastiske oplevelse at dykke og møde en haj på sin vej! Om toiletdøre, der ikke kan lukkes, så man må udføre sit ærinde foran de andre kammerater. Om fodboldkampe, der skal starte om eftermiddagen, men hvor de afrikanske spillere først møder op dagen efter og blot smider en kort bemærkning med ”undskyld forsinkelsen”. Smilende spiller de på bare tæer i det brændende sand, og da der mangler et fodboldmål, finder de lokale spillere blot nogle træstammer og noget reb og i løbet af få minutter, har de unge mennesker atter et mål, og kampen kan fortsætte. I hvert fald indtil en hyrde og hans flok køer skal forbi lige der, hvor der spilles kamp. De lokale smider sig i skyggen under træerne og nyder den opståede pause. Danskerne koger af frustration over endnu en afbrydelse og udsættelse. Og sådan er der så mange forskelle mellem mennesker rundt om i verden.

Eleverne er enige om, at nok så forskellige de er fra deres venner fra Zanzibar, så er de alligevel alle sammen bare teenagere, der indvendigt har de samme bekymringer, tanker og følelser.

Det sidste og vigtigste spørgsmål til gruppen på bænken er, hvad de danske elever har lært af deres rejse. De snakker om begreber som ydmyghed og taknemlighed. Om lykke. At lykke ikke er afhængig af penge. At der ikke var dækning på telefonen, og at det faktisk var fedt og befriende. At der findes andre måder at leve på, og at et samfund faktisk sagtens kan fungere uden busplaner og med en mere tilfældig hygiejne og med toiletter, der ikke kan trække ud af sig selv. De er betagede af de stolte Masai-krigere, og snakken falder på, hvad der mon er blevet af den danske kulturarv i forhold til folkedragter og folkedans. Måske ville det være akavet for en dansk teenager at rende rundt i en folkedragt, men en fælles kultur og fælles traditioner er fællesskabsskabende, og det oplevede de intenst i Tanzania. De er enige om, at de har fået en oplevelse for livet. At det har rokket ved deres måde at opleve verden på. At de er blevet mere rummelige og værdsætter forskellighed endnu mere nu. Anne Sjolte studser over, hvordan alle i Afrika bød gæster hjerteligt velkommen og delte alt med dem. Måske burde vi i Danmark hilse lidt mere på de mennesker, som er kommet hertil fra andre lande. Måske ville det også være nemmere at leve side om side så.

Alle fem vil tilbage og gense Zanzibar, den danske højskole og alle deres nye lokale venner. Flere af dem har fået blod på tanden, og vil gerne udforske andre dele af det store kontinent. I første omgang skal de lige færdiggøre deres skoleår på Glamsbjerg Efterskole.