Mange små i søskendeweekenden på Glamsbjerg Efterskole 2013/2014
I weekenden 28.-30. marts havde vi ca. 30 små søskende (og et par fætre og kusiner) i alderen 2-16 år på besøg.
Det var en skøn weekend, hvor de nuværende elever i stor stil viste hvor modne, omsorgsfulde og ansvarsbevidste, de er. Der blev leget, spillet spil og hygget non-stop.
Fredag stod den på svømmehal og X faktor-finale.
Lørdag blev der trykt t-shirts, spillet battle-ball, lavet “pølsemænd” og holdt Earth Hour (alt lys slukkes i én time) med aftensang. Søndag blev de små søskende hentet, og forældrene var ivrige lyttere til nogle endnu ivrigere små fortællere, der var proppet med gode oplevelser.
Resten af søndagen stod på afslapning af nogle meget trætte store søskende, der havde haft en ligeså hyggelig weekend. En elev udtalte med et smil på læben, at hun var sikker på, arrangementet var lavet for at forhindre, at de fik børn for tidligt. En anden tog hatten af for sine forældre, der har de små søskende til hverdag.