Masser af smukke hjerter på Glamsbjerg Efterskole

Glamsbjerg Efterskole har haft sin helt egen udgave af Valentines Day. I stedet for en kærestedag har vi haft en hel uge, hvor alle har delt hjemmelavede hjerter ud med rund hånd.

Alle har kunnet dele hjerter ud til personer, som de havde lyst til at give et hjerte af en eller anden særlig grund, fx fordi man satte pris på personen, syntes vedkommende havde fortjent et hjerte, eller måske fordi man tænkte, at der var nogen, der kunne blive særligt glade for at få et hjerte.

Mange af hjerterne blev delt ud ved middagsmaden, ofte ved at man havde lagt sit hjerte i postkurven, og så blev det delt ud sammen med den øvrige post. Andre hjerter blev læst op og overrakt af giveren til modtageren med klapsalver fra salen.

Når man havde modtaget et hjerte, blev det hængt op på en fælles hjertevæg, så det blev meget synligt, hvor mange hjerter der blev delt ud. Efter ferien er det meningen, at modtagerne tager deres hjerter ned igen og kan gemme dem eller sætte dem op på værelset.

Og der er blevet delt hjerter ud i alle størrelser og farver. To elever havde lavet hjerter til alle elever på skolen. Et elevhus havde lavet deres egen hjertevæg som supplement til den fælles; de havde også gjort en masser hjerter klar, som husets gæster kunne skrive på og bidrage til deres væg. Der blev selvfølgelig uddelt mange hjerter til roomies og gode venner, men uddelingen viste, at der er stor betænksomhed blandt eleverne, for der blev også delt hjerter ud til lærere, til køkken, rengøring og pedel.

Som afslutning på hjerte-ugen lavede køkkenet den flotteste hjerte-dessert til os fredag middag; se den og mange andre hjerter herunder: