Verdensmål og Musical!

Man må være varsom denne mandag morgen, når man træder ind på Glamsbjerg Efterskole, for hvis ikke, bliver man hurtigt overrumlet af masser af efterskoleelever, der suser rundt. Nogle løber med tårnhøje stabler stole, mens andre drøner forbi med en stak kjoler i favnen. Der er nogle, der øver flotte danse i sjove kroge af skolen, mens andre leger med teknologi. Alt dette skyldes, at efterskolen i denne uge skal fremstille en musical.
Denne begivenhed er en gammel tradition, som efterskolen har, og i år er ingen undtagelse. Eleverne har hele fire dage til at færdiggøre forestillingen, som skal være klar fredag. Eleverne farer rundt og får ordnet alle deres forskellige og særprægede opgaver. Nogle sidder koncentrerede med en kop te og brainstormer, mens andre bygger scene og spiller med musklerne. Flere elever sidder begravet i bunker af silke for at sy stykkets smukke kostumer, og musikerne er trådt ind i et andet univers af noder og rytmer.

Alle elever er blevet opdelt i grupper, som hver især skal stå for forskellige opgaver. Grupperne er: Scene/kulisse, Lyd & Lys, Kostumer, Dans, Musik, Redaktion og selvfølgelig Skuespil.

Eleverne har fået et overemne, som lærerne besluttede. I år er det ”De sytten verdensmål” og ”Tidsrejse”. Stykket skal nemlig handle om nogle efterskoleelever, som bruger en tidsmaskine til at løse de problemer, som verdensmålene omhandler. Hvordan de så udfører det, er deres beslutning. Derefter bliver de opdelt i grupper, hvor de skal lave to scenarier, som hver omhandler et verdensmål, og hvordan det kan løses via tidsrejse. Derefter bliver de sat flere sammen, som så skal udvælge de to bedste historier.

Skuespillergruppen bliver styret af Pernilla Käthe Kopp. De er blevet sat på opgaven at fremstille manuskript, og de sidder i grupper og fremstiller det.

Hvad er en musical uden dans? Nul og niks! Så her træder dansegruppen ind i billedet. Eleverne i denne gruppe skal nemlig selv lave dansene til stykket. De danser rundt og hopper og flyver i alle hjørner af skolen.

Matilde står med blikket koncentreret fæstnet på en telefonboks, som hun er i gang med at male. For der er jo stadig brug for rekvisitter og en scene at optræde på, og her tager Scene/kulisse-holdet styringen. De står nemlig for at fremstille en fantastisk scene med nogle flotte rekvisitter.

Skuespillerne har selvfølgelig også brug for passende udklædning, og det fremstiller kostumeholdet til dem. Dette er essentielt for at opfattelsen af tidsperioden og folkefærdet, som vi har med at gøre.

En mere åbenlys del, som navnet ”musical” antyder, er ”music”. Der er brug for noget musik, så der er naturligvis også verdens fedeste musikhold, der vil være orkestret til musicalen, og de vil måske endda også fremstille deres egen musik til stykket.

Dette projekt er en rigtig god måde, hvorpå eleverne kan lære hinanden endnu bedre af kende, og som skuespiller er det perfekt øvelse til de mundtlige prøver senere på året, da det hjælper en til at blive bedre til at præsentere. Konceptet støtter også eleverne fremover, til når de rammer arbejdsmarkedet, hvor de skal kunne samarbejde fokuseret om et fælles mål.

Humøret er højt her på Glamsbjerg Efterskole, og der er masser af spænding og fart i luften.

Af Max Emil Winkler, Elev på GFE