Økonomi

– Information om skolepenge og økonomi

Prisen for et efterskoleophold er individuel, for det statstilskud, som alle kan få til opholdet, er baseret på husstandens indkomstgrundlag og antal børn og unge under 18 år.

I kan lave en beregning på jeres betaling for et ophold på Glamsbjerg Efterskole ved at bruge prisberegneren på efterskole.dk

I skolepengene er medregnet ophold, kost, undervisning, bøger og materialer samt udlandstur/lejrskole, udflugter og emneuger.

Efter indmeldelse sender vi jer et elevstøtteskema, som I skal udfylde og returnere til skolen, så tager vi os af resten.

Ved indmeldelse betales et tilmeldingsgebyr på 500 kr., og i september måned i året før skolestart opkræves en rate på 2.000 kr. Denne rate er en forudbetaling og indgår i de samlede skolepenge.

Ved eventuel framelding før skolestart, samt i tilfælde hvor efterskoleopholdet afbrydes, vil såvel tilmeldingsgebyr som indbetalte rater tilfalde skolen ubeskåret.

Supplerende, individuel elevstøtte

Skolen råder over en pulje, der skal bruges til at supplere den statslige elevstøtte. Puljen administreres af skolens forstander og bogholder i forening, og det er således muligt at søge individuel støtte herfra.

Der kan ansøges om individuel elevstøtte, hvis en eller flere af flg. forudsætninger er til stede:

  • Der er sket væsentlige ændringer i ens indkomstforhold i forhold til beregningsåret.
  • Man frem mod skolestarten eller i løbet af skoleåret rammes af hændelser, der påvirker ens indkomstforhold, f.eks. arbejdsløshed, skilsmisse, sygdom eller lignende.
  • Ens økonomiske situation er sådan, at man har brug for hjælp til at kunne klare den fulde betaling for et efterskoleophold.

Der ansøges ved at udfylde og returnere ansøgningsskema til Glamsbjerg Efterskole, Krengerupvej 50, 5620 Glamsbjerg eller på mail til kontor@gfeskole.dk. Skemaet kan downloades her.

Søskenderabat

Det kan være en dyr fornøjelse at have flere børn på efterskole samtidig. Derfor giver Glamsbjerg Efterskole ekstraordinær søskenderabat, således at man betaler 100% for det første barn – 66% for det andet barn – og 33% for efterfølgende børn.
Der ansøges ved at udfylde og returnere et ansøgningsskema til Glamsbjerg Efterskole, Krengerupvej 50, 5620 Glamsbjerg eller på mail til kontor@gfeskole.dk. Skemaet kan downloades her.

Ekstraudgifter

Som udgangspunkt er alt inkluderet i skolepengene, så der kommer ingen overraskende ekstraudgifter.
Det gælder dog ikke, hvis I ønsker at benytte jer af skolens ekstratilbud som fx dykkercertifikat, golf og fitness. Læs mere herom under Valgfag »

Ligeledes skal I regne med at skulle have pengepungen frem, hvis eleverne tager initiativ til at få lavet en årgangstrøje el. lign., men det er altså den størrelsesorden, vi taler om.