Trivsel

– Vi behandler hinanden ordentligt

Man kan nok ikke være venner med alle, men alle har krav på at blive behandlet ordentligt.

Vi møder hinanden med åbenhed og nysgerrighed, og vi er tolerante over for, at der kan være andre måder at leve på og andre opfattelser af virkeligheden end éns egen.

Vi taler ordentligt til hinanden, og det betyder, at vi ikke taler hånligt og nedladende, og at vi ikke går og bagtaler hinanden. Det er ikke altid ordene, der gør én ked af det eller vred, men måden de bliver sagt på.

Vi kan godt blive uenige, vrede, usikre og frustrerede, og så er det med at få det sagt, – vel at mærke på en ordentlig måde. Hvis det er svært, vil din huslærer eller en anden lærer gerne hjælpe til.

Vi bruger sms, mails, Facebook og så videre med omtanke. Gode tommelfingerregler er, at man ikke udstiller hverken sig selv eller andre, og at man kun skriver om og til en person, hvis man har noget positivt at sige.

Problemer går en gang imellem over af sig selv, men de fleste gange skal de løses. Vent ikke alt for længe, for så går de måske i hårdknude. Brug din huslærer eller en anden voksen som sparringspartner eller hjælper, hvis du har problemer. De har masser af erfaring med unge mennesker og vil hellere end gerne hjælpe til.