Susannes sidste skoledag

Susanne 3

Fredag den 1. september 2023 havde Susanne sin sidste arbejdsdag. Hun har de seneste mange år haft styr på økonomien og bidraget til mange sjove stunder på skolen. Nu skal hun hjem og nyde tilværelsen, blandt andet sammen med sine børnebørn. Vi vil gerne sig tak for mange gode år med et uddrag af Gittes tale:

Kære Susanne

I går blev det så det dagen, som du har set frem til med glæde, men på det seneste vist også blandet med lidt vemod.

Jeg kan afsløre, at vi er en hel del, der ikke har set frem til den dag, for vi kommer til at savne dig rigtigt meget.

Vi kommer til at savne dit solide og stabile arbejde, din vilje til at følge tingene til dørs og løse de udfordringer, der måtte være i opgaverne.

Vi kommer til at savne din hjælpsomhed, både i faglig henseende og som arbejdskammerat.

Vi kommer til at savne dine vitser og anekdoter, fortalt på din skønne dialekt.

Vi kommer til at savne din cut the crap-tilgang, når nogen hænger sig i ligegyldige detaljer, og din evne til at kalde en skovl for en skovl og en spade for en spade.

Vi kommer til at savne din evne til at accelerere fra almindeligt godt Susanne-humør til fest-abe-Susanne på et splitsekund.

Vi er mange, der beundrer din evne til at rydde bordet og sætte dagsordenen, når der skal være fest. Flere af os husker personalearrangementet i Restaurant Zoo, hvor du gav den på bas til alles – på nær éns – udelte begejstring. Eller den gang, du havde lokket din far med til at underholde ved en personalefest.

Vi ved, at du sætter pris på at samle familie og venner omkring bordet til noget god mad, og det tema har vi holdt os til med både gaven fra skolen og fra kollegaerne.

Personligt kommer jeg også til at savne dig rigtigt meget!

Selvfølgelig af de samme grunde, som jeg lige har nævnt, men også fordi vi har haft en hverdag sammen i mange år, selv om der indimellem har været dage, hvor vi kun har nået et Godmorgen og et Vi ses i morgen.

Vi har delt meget med hinanden, stort og småt, sorger og glæder, og hvad der ellers har rørt sig i vores liv. Og jeg sætter umådelig meget pris på den åbne og direkte måde, vi kan tale om svære ting på, og den solidaritet vi deler.

Jeg kommer til at savne vores ”fredagsfilm”; altså når vi lige finder en stund, hvor vi kan dele film og billeder af børnebørnene og glædes på hinandens vegne.

Jeg kommer til at savne det udtryk, der lige kortvarigt går over dit ansigt, når Mikkel kommer med lommen fuld af et års krøllede kvitteringer, han skal have refunderet, mens du hanker op i dig selv og sikkert tænker noget i retning af: Så er han god til noget andet.

Jeg kommer til at savne at få en lille sms at gå på weekend på. Ikke at der har været mange, men de har været velanbragte. Den sidste sluttede med Hvor kan jeg altså godt li’ dig, og det siger bare så meget om dig. Det har du sikkert tænkt på vej hjem fra arbejde, og så har du tænkt, at det skulle jeg da have at vide. Det betyder meget.

Jeg kommer endda til at savne, når der lyder et GITTE! inde fra kontoret. Det betyder: Let lige røven og kom herind; der er noget, jeg skal spørge om, når det er sagt i det tonefald.

Nå, Susanne, vi har heldigvis en frokost-aftale, og selv om vi ikke har sat dato på endnu, glæder jeg mig allerede.

Kærlig hilsen Gitte

 

Som Susannes afløser har vi ansat Trine Grønnegaard, som startede 1. august.

Susanne 1
Susanne 2
Susanne 3
Susanne 4
Susanne 6